kiropraktik-øvelser-til-lindring-af-rygsmerter

Behandling af rygsmerter hos Ribe Kiropraktik

Omkring halvdelen af alle voksne danskere oplever rygsmerter i løbet af et år. De fleste tilfælde skyldes uspecifikke rygsmerter, som er ufarlige, men ofte gør ondt.

Smerterne opstår ofte uden en præcis årsag, men vores livsstil som f.eks. stillesiddende eller ensidigt arbejde, manglende styrketræning og manglende varieret bevægelse har ofte stor betydning. Dette kan føre til overbelastning af led og muskler, hvilket giver stivhed, nedsat bevægelighed og på længere sigt smerter.

Smerter i lænd og bækken

Smerte i lænd og bækken kan opstå akut, hvor man kan føle sig meget låst i ryggen, eller ved snigende debut over længere tid med øget smerte og stivhed. Nogle gange kan der også tilkomme udstrålende smerte til balder, lyske eller ned i benene. Dette skyldes ofte overkompenserende muskelgrupper grundet ledspændinger, som på sigt gør at musklerne heromkring bliver overbelastet. Desuden oplever mange, at de er forhindret i bevægelse i en bestemt retning, eller provokation af smerterne ved fysisk aktivitet.

Smerter i brystryggen

I brystryggen kan der også opstå smerter, både fra led i rygsøjlen eller ledforbindelsen til ribbenene. Disse kan forværres ved dyb vejrtrækning, hoste, nys eller ved brug af armene over skulderhøjde. Spændingerne kan desuden give smerter lokalt i den forreste del af brystkassen, eller følge ribbenene rundt til brystkassen.

Behandling hos Ribe Kiropraktik

Behandling hos Ribe Kiropraktik
Hos Ribe Kiropraktik afhjælper vi smerter i lænd og bækken med forskellige behandlingsteknikker for at genskabe den fulde funktion. Behandlingen kan indbefatte:

  • Manuel ledbehandling af brystryg, lænd og bækken
  • Muskeltriggerpunkter
  • Supplering med dry needling
  • Passive strækøvelser
  • Træningsøvelser
  • Rådgivning om ergonomi

Diskusprolaps i lænden

Mellem rygsøjlens hvirvler ligger bruskskiverne, også kaldet for diskus, som fungerer som stødabsorberende puder. De består af en fast ydre ring og en blødere kerne.

En diskusprolaps opstår, når den bløde kerne presses ud gennem den ydre ring. Det sker oftest i lænden eller nakken. Hvis prolapsen trykker på eller irriterer en nærliggende nerve, kan det give smerter, som ofte stråler ned i balden og benet. Symptomerne kan også omfatte føleforstyrrelser og svækket muskelkraft i benet.

Alle kan få en diskusprolaps og ofte går den af sig selv inden for 8 uger. Man kender ikke den direkte udløsende årsag, men faktorer som genetik, overvægt og rygning kan øge risikoen.

En kiropraktor er uddannet til at stille diagnosen og hjælpe dig sikkert gennem forløbet. De fleste klarer sig uden varige mén.

Prolapspakkeforløb

Til dig med akut opstået diskusprolaps tilbyder vi et 8-ugers prolapspakkeforløb. Forløbet består af:

  • Manuel behandling af kompensatoriske smerter i muskler og led
  • Øvelser og hjælp til genoptræning
  • Rådgivning om smertehåndtering og aflastning i hverdagen
  • Løbende kontrol af funktioner som følesans og muskelkraft

En kiropraktor kan henvise til scanning og Rygcenter, hvis det viser sig at blive nødvendigt.

Tilskud til prolapspakkeforløb

Der ydes offentligt tilskud til prolapspakkeforløbet, hvilket betyder lavere egenbetaling. Forløbet starter med en grundig undersøgelse og inkluderer tre udvidede opfølgninger. De øvrige behandlinger planlægges ud fra dit behov.

Røde flag

Hvis du oplever svækket følesans i huden på inderlårene og i skridtet, problemer med at komme af med urin og holde på afføring eller kraftigt tab af kontrol og kraft i et eller begge ben, skal du straks kontakte din læge. Tilstanden hedder Cauda Equina syndrom, som heldigvis er sjælden, men som skal tages alvorligt og behandles indenfor 24-48 timer.

Secret Link