Smerte er kroppens måde at advare os om fare. Men ikke al smerte er farlig. For eksempel gør det ondt at træde på en LEGO-klods, men det er ikke farligt. Træder du derimod i et bål, beskytter smertereaktionen dig mod skade. Smerte er altså ikke noget, vi vælger, men en reaktion på, hvad kroppen opfatter som en trussel – selv når truslen ikke er reel.
Hvis du i en periode er meget stresset, sover dårligt og mangler støtte fra dine kolleger, kan disse faktorer medvirke til, at din hjerne overfortolke dine rygsmerter og opfatte dem som værre, end de er. Dette skruer op for hjernens alarmsystem og behov for beskyttelsestrang, hvilket forstærker oplevelsen af smerte.
Derfor er opfattelsen af smerte altid reel, men de faktorer, der påvirker, hvordan vi oplever smerte, er forskellige – og det er dem, vi kan ændre.
En måde at ændre smerteoplevelsen på er gennem træning. Forskning viser, at træning kan lindre rygsmerter, selv hos dem med kroniske smerter. Dette skyldes ikke kun de fysiske fordele som styrkelse af muskler og led, men også den mentale påvirkning. Når vi træner, styrkes vi nemlig i troen på, at vi har en stærk krop, hvilket beroliger hjernens alarmsystem og mindsker følelsen af smerte.